Geoder: hvordan dannes de?

Geoder, universets magiske æg. På ydersiden ser de ud til at være almindelige sten, men når de brydes eller skæres op, afslører de en klynge af vidundere i form af en indre krystalforing. Interessant nok er det ydre materiale af disse klipper langt mere modstandsdygtigt over for deres omgivelser end grundfjeldet i eller hvorpå de findes. Giver meget mening i betragtning af, at krystallerne indeni ofte tager tusinder til millioner af år at danne (jo mindre krystalformationerne er, jo yngre er geoden). Tænk på geoden som et blommeløst æg, hvor skallen er dens vært, og krystalklyngerne indeni er "membranen", som består af mineraler, der bygger oven på hinanden. Så nu hvor vi ved, hvad en geode er - hvis vi ikke allerede gjorde det - hvordan dannes de, og hvor kan vi finde dem?

Dannelsen af en geode er ret enkel i universets store skema, men produktet af processen er alt andet end. Hvor den største mængde geoder kan findes, er enten i a) lagdelte vulkanske aflejringer som basalter af tufs, eller b) lagdelte sedimentære karbonataflejringer som kalksten og dolomitter. Mange andre typer miljøer kan give geoder, men i mindre mængder. Selvom geoder kan grupperes i to hovedtyper, kan de dannes på en lang række måder.

Vulkaniske geoder 

De mest populære og efterspurgte geoder er dem, der er dannet i områder med vulkansk aktivitet. Disse geoder skabes på en af to måder: 1) når gasser bliver fanget i hærdet lava eller 2) når det ydre lag af lava afkøles hurtigere end indersiden (når varm lava rører vand), i hvilket tilfælde gassen eller smeltet lava senere siver ud af dens "hus" - langstrakt lavastrøm forårsager dannelsen meterlange geoder. Begge tilfælde efterlader en lomme inde i den hærdede klippe, som grundvandet kan trænge ind i, og bærer mineraler, som derefter vokser oven på hinanden og danner krystaller. Vulkanske hulrum er normalt fyldt med kvarts, agat eller begge dele og i nogle sjældne tilfælde endda opal! 

Sedimentære geoder 

Måske mindre populære end vulkanske geoder, men ikke desto mindre spektakulære er geoder, der findes inde i sedimentære klipper. Disse findes typisk i kalksten, dolomitter og bestemte typer skifer. Hulrummene i disse klipper, inde i hvilke krystaller dannes, er ofte lavet af gasser og forskellige typer fossiler såsom skaller, træaffald, rødder og andre organiske materialer, som går i opløsning over tid og efterlader lommen. Disse er ret mindre end vulkanske geoder og er vært for kvarts-, opal-, agat- og karbonatmaterialer. Det ydre lag af sedimentære geoder er ofte lavet af kvarts eller kalcedon, som efterlades blottet, efter at værtsklipperne er forvitret væk, hvilket gør dem meget nemmere at finde end andre typer geoder. 

En geodes farve kommer fra de samme mineraler, som danner krystallerne indeni, men yderligere elementer kommer ofte ind for at tilføje deres storhed til blandingen. Jern præsenterer rige røde eller lilla nuancer, hvorimod titanium skaber blå og krom gør grønt. Pink nuancer kommer typisk fra mangan. Selvfølgelig er de samme elementer ansvarlige for den type krystal, som vil vokse indeni. Det er her navnene kommer ind. 

Geode navne er ofte givet baseret på typen af krystaller, der udgør interiøret, med ordet "geode" foran. For eksempel Ametyst-geode eller Agat-geode. Andre kan også få et geografisk eller stratigrafisk navn, såsom "Keoukuk geode" eller "brasiliansk geode". 

Overraskende nok indeholder ikke alle geoder krystaller, men nogle vil snarere blive brudt op for at afsløre andre interessante landskaber. Et af de mest almindelige alternativer til krystalforede geoder er geoder beklædt med kalcedon, en mikrokrystallinsk sort af kvarts, som er svær at se med det blotte øje. 

Ofte forvekslet med geoder er andre objekter dannet under lignende forhold i jorden, men har en række forskellige egenskaber, som kan hjælpe med at skelne mellem dem. En af de mest almindelige klippeforekomster, der ofte forveksles med geoder, er den Nodule, en fast bjergart sammensat af udfældet mineralsk materiale. De kan have været hule på et tidspunkt og derefter fyldt helt med nævnte mineralske materiale. En anden metode til dannelse af knuder er ved mineralvækst på en sedimentær overflade, i et hulrum eller udskiftning af deres værtsbjergart. Mest ligner geoder er Vugs, som er hulrum, der kan indeholde krystaller, men som ikke har en stærk nok foring til at opretholde sammensætningen af en geode, når den først er fjernet fra sin vært. De fleste vugs vil ikke forblive intakte, efter at dens værtssten er gået i opløsning. En anden type fast bjergart, som (som er helt modsat geoden) er Konkretioner, tilslag, der består af sedimentære korn og et cementeringsmateriale. Når en kemisk udfældning begynder en kerne i sedimentet, såsom et fossil eller et korn, ophobes materiale omkring kernen for at fylde porerum eller erstatte mineralkorn. Dette er dannelsen af konkretioner, der starter i midten og derefter vokser udad uden et hulrum. Måske ligner de mest geoder Tordenæg, sfæriske eller subsfæriske masser af rhyolit der dannes af desintegrerende vulkanske lag. I modsætning til beton indeholder de et indre hulrum, inde i hvilket agat, opal og andet mineralmateriale kan vokse. 

Verdens største geode er blevet mødt med spekulationer og debat om, hvorvidt den faktisk er den største eller endda klassificeret som en geode, men de fleste er enige om, at den i hvert fald er en af de største. Opdaget i 1999 blev det gennemskåret af en passage af Mina Rica-sølvminen. "Geode of Pulpi" ligger nær Almeria, Spanien og har et volumen på cirka 11 kubikmeter med en bredde på cirka 12 meter. Dens vært er en trias dolostone, og dens mineralsekvens begynder med jernkarbonater og baryt, efterfulgt af celestine, og afsluttes med dens hulrum af kæmpegips (selenit). Disse krystaller er farveløse og gennemsigtige, ofte sammenlignet med store isblokke.